Tales of Things
Where everything has its memory
Dagpengeland
Som nyuddannet har jeg indtil nu på alle tænkelige måder været helt usædvanligt henrykt over beskæftigelsessystemet - og de mange instanser, cirkulærer, formularer, blanketter, rettigheder og pligter (mest pligter), private aktører og kursusudbydere, der hører hertil. Bureaukrati - og masser af det og mere endnu - er noget, vi statskundskabsfolk sætter pris på. Især når vi er helt oppe i grænseområdet mellem overfyldt og overfladespænding i tønden med tyktflydende overflødighed.
Så det var med en "huhej, sikke nææææh, hvad har de nu fundet på"-agtig forventning at jeg en dag i sidste halvdel af 2010 åbnede jobcentrets på det tidspunkt seneste skrivelse.
Alle har vel en yndlingsblanket. Jeg har ihvertfald mange og jeg skal da lige love for at den blanket, der fulgte med brevet fra jobcentret, strøg direkte ind på blanketternes all-time greatest:
Når man spørger om de samme ting så mange gange på én og samme blanket, så kan det kun være fordi man tager grundighed meget alvorligt.
Umiddelbart herefter giver blanketten sig til at råbe, hvilket jeg finder helt på sin plads. På de første par sider har blanketten været imponerende afdæmpet og kun enkelte gange i nødværge benyttet udråbstegn. Men nogle gange bliver selv blanketter nødt til at hæve stemmen. For systemet mener det skam så ganske alvorligt, når det siger til de uløseligt sofaforbundne arbejdsløse, at de skal:
Tales
Dagpengeland
Som nyuddannet har jeg indtil nu på alle tænkelige måder været helt usædvanligt henrykt over beskæftigelsessystemet - og de mange instanser, cirkulærer, formularer, blanketter, rettigheder og pligter (mest pligter), private aktører og kursusudbydere, der hører hertil. Bureaukrati - og masser af det og mere endnu - er noget, vi statskundskabsfolk sætter pris på. Især når vi er helt oppe i grænseområdet mellem overfyldt og overfladespænding i tønden med tyktflydende overflødighed.
Så det var med en "huhej, sikke nææææh, hvad har de nu fundet på"-agtig forventning at jeg en dag i sidste halvdel af 2010 åbnede jobcentrets på det tidspunkt seneste skrivelse.
Alle har vel en yndlingsblanket. Jeg har ihvertfald mange og jeg skal da lige love for at den blanket, der fulgte med brevet fra jobcentret, strøg direkte ind på blanketternes all-time greatest:
Når man spørger om de samme ting så mange gange på én og samme blanket, så kan det kun være fordi man tager grundighed meget alvorligt.
Umiddelbart herefter giver blanketten sig til at råbe, hvilket jeg finder helt på sin plads. På de første par sider har blanketten været imponerende afdæmpet og kun enkelte gange i nødværge benyttet udråbstegn. Men nogle gange bliver selv blanketter nødt til at hæve stemmen. For systemet mener det skam så ganske alvorligt, når det siger til de uløseligt sofaforbundne arbejdsløse, at de skal:
Comments